2. december: Møghund eller Skattebasse?

Kært barn har mange navne. Jeg hedder kun Lise. Til gengæld har jeg en enkelt hund opkaldt efter mig, den hedder sjovt nok også Lise og er en west highland white terrier, jeg for en del år siden fik ud i livet ved kejsersnit. Desuden render der et får rundt i Nordsjælland også opkaldt efter mig.

Når det kommer til kæledyr, så er snudens navn ikke uden betydning.

Jeg aflivede den sidste Sambo for et par år siden. Sambo var en lille sort puddel.
I dag må man vist ikke kalde en sort hund for Sambo, man kunne jo risikere at fornærme nogen ved at være politisk ukorrekt, trods de fleste dyr ikke kender til konventionerne.

Et dyrs navn er mere end bare et kald.

Bag navnet gemmer sig ofte store forventninger, håb for fremtiden og måske endda knuste drømme.  Folk navngiver nemlig almindeligvis selv dyrene og kan derved sende et signal til omverdenen, der matcher snudens storhed.

På Artemis præsenteres vi dagligt for navne som Emma, Albert, Freja, Sofie, og Frederik. Navnene bæres ikke af børn, men af snuder af alle modeller.

Er signalet i et navn som Emma, at dyret er en slags substitut for et menneske? Ikke nødvendigvis.

Det viser nok mere en trend i tiden. Dyrene accepteres i dag som en del af livet og ikke skal stigmatiseres med et snudenavn.

Navnene fremkalder positive associationer hos mennesket. I de seneste år er der sket en stigning i ”menneskenavnene” til dyr, og der kommer ikke helt så mange Lassier og Trofaster mere.

Så er der de historiske navne.

Man kan tillægge sit dyr mange egenskaber ud fra et stort navn. Cæcar, King, Brutus, Napoleon og Nemo (ikke fisken). Hører Barbie ind under denne kategori? Ofte er det de helt små hunde, der får de store navne.

Har du en stor hund, der for det utrænede øje, kan se farlig ud? Så har du måske opdaget af et blødt navn kan afvæbne meget.

Det er svært at blive meget  bange, når den meget store snude hedder Princess, Møffe eller Teddy.

Hvis du er den lykkelige ejer af en af de hunde, der skræmmer selv dræberklovnene væk, så kan man med fordel give hunden en sele i en ”hyggelig” farve.

Hunden virker mindre skræmmende, når den kommer hoppende med lyserød sele med pailletter. En rød sløjfe har samme effekt. Jeg vil i disse dage anbefale et juletørklæde, nissehue eller måske et pyntegevir (kan selvfølgelig bruges hele året).

Jeg vil faktisk mene at mange mennesker bør gøre det samme.

Ser du lidt uhyggelig ud? Så er det bare med at komme afsted til Artemis og hente et pyntegevir. Jeg går selv sjældent nogen steder uden et par kunstige ører – bare lige for at dæmpe de mennesker, der bliver bange ved synet af mig.

Så har vi dyrene, der er opkaldt efter kendte mennesker

Barack Obama (hvilken hund er han ellers? En kongepuddel?) fik aldrig rigtig fat blandt de firbenede. Den eneste Obama, vi har, er den klassiske Obama: Obama O’Malley, også i daglig tale kendt som Tivolikatten, da den bor i forlystelsesparken.

Vi har en Torkild Thyrring & Gustav Winkler (franske bulldogs), Mogens Løkketoft (en ældre hunkat!), Egon Olsen (westie); Lilli Marlene (schnauzer) og Uffe Holm (chihuahua). Der er præmie til den første Donald Trump, der melder sig i klinikken.

Så er der navnene, der bare betyder noget for folk. Min søde kollega var glad for Tolkien, så selvfølgelig skulle hunden opkaldes efter en figur i Ringenes Herrre. Galadrien og Arven var vanskelige navne at kalde, derfor endte det på Vanjar – navnet på en elverstamme med gyldent hår.

Vi har rigtig mange Whiskyer, Guccis og Pradaer.

Mange opkalder også snuden efter et barndomsminde. Ofte vil børnene vil gerne have et navn, de kender fra børnetv eller snapchat.

Hvad er så et ideelt hundenavn? Ifølge kloge folk skal du tænke over følgende:

Et godt navn, skal være nemt at sige. Du skal kunne råbe det højt (og desperat) ude i skoven, uden at falde over ordene. Liza Gertrude, Dorris Hansen og Sorteper ligger ikke lige på tungen.

Navnet skal helst kunne kaldes med glad stemme.

Det er oftest lettest med tostavelsesord med to konsonanter f.eks. Freja eller Sveske. Hvis man står og råber et enstavelsesord som f.eks. Tot eller Vaks er det svært at holde stemmen glad, ofte lyder kaldet meget hårdt.

Måske det er derfor ejere til dyr som Tot eller Vaks har opgivet indkaldet.

Pas på navnet ikke minder om en kommando.

Sif  minder om SIT. Tom minder om KOM. Mads minder om PLADS osv.

Har du flere hunde, så tænk over navnene ikke skal ligge for tæt på hinanden. Disney kludrede gevaldig i det med Chip & Chap, no wonder der aldrig kom styr på de dyr. Pongo & Perle er meget sødt men ville have give udfordringer i Bernstorffsparken. Tom & Jerry er mere skarpt set.

Nu vil mange nok tænke: Hvad med navneskift til dyr? Er det som med væddeløbshestene? Bringer det uheld at skifte navn? Eller hvad sker der?

Ifølge numerolog August Darius Danielsson kan du ved at skifte navn på dit kæledyr afhjælpe både sygdomme og adfærdsproblemer. Darius fortæller:

”Alle bogstaver er forbundet til nogle tal. Tal er forbundet med planeter i vores solsystem. Planeterne dikterer vores adfærd, personlighed og vores opfattelse af at være til”.

Hvis man overvejer et numerologisk navneskift til snuden, vil jeg anbefale en session med Darius.  Det nye navn skal nemlig designes efter dyrets fødselsdato, og det er et større regnearbejde, der ligger udenfor mine evner.

Om Darius har ret? Tja, hvis du kunne tænke dig at finde ud af det, tager han gerne sessioner med dig og snuden.

Artemis skulle ifølge Darius næsten kunne opnå verdensherredømmet ved at ændre navnet i cvr-registret. Det er der dog ikke tid til, så vi forbliver, som vi er…

 

skaermbillede-2016-12-02-kl-13-15-50

a