Hvornår er man for gammel til at have sine tøjdyr stående fremme?

Jeg har selv for lidt tid siden givet mit elskede tøjdyr et nyt sted at bo i hjemmet. Det begyndte at fylde lidt for meget i sengen på den upassende måde. Hvornår det helt præcist skete er en sag mellem Ninus og jeg (og nej, det er ikke lang tid siden;-).

Ninus kanin var ikke glad, og jeg arbejder stadig på at genoprette relationen.

Ninus har  gennem årerne har været årsag til MANGE ekstra køreture for mine forældre. Var Ninus  glemt ude? Så var alt håb ude. Ninus skulle reddes hjem igen, uanset omkostningerne.

Ninus var nemlig med overalt. Blev den af en eller andet grund glemt et sted, så brød min verden sammen. Verdensordenen blev ikke genoprettet, før Ninus var på plads i mine arme. Er man tilstrækkelig ked af det, så plejede det at virke, så måtte nogle skaffe Ninus hjem.

Ninus har gennem årene været udsat for meget: vask og klipning, påtegning af øjenbryn og meget mere, men alligevel er den overlevet i bedste velgående.

Hvorfor er det at et lille tøjdyr kan indtage så stor en plads i vores bevidsthed som børn (og voksne)?

Lola Baidel mente, det er  fordi, vi ”besjæler” dyrene.

Den sjæl repræsenter tryghed og nærvær, vennen man altid kan betro sig til, og som aldrig svigter.

Mange vil måske kunne nikke genkendende til, man efter barnestadiet stadig indimellem finder tøjdyret frem, hvis man er trist, og verden er uretfærdig.

Har du planlagt at give dit barn et sødt tøjdyr, så skal du vide, hvad du potentielt set sætter i gang.

Besjælingen starter nemlig allerede den dag, du køber dyret og glæder dig til at give det til en, du har nær.

Verden bliver ikke den samme igen, og du må være klar på at tage konsekvensen.

I dagens anledning fandt jeg Ninus frem.

Her i julens melankoli, så må jeg blankt erkende, Ninus IKKE sættes på plads. Ninus indtager sengen de næste par dage.

Hvordan mon jeres Ninus ser ud?