Den 8. december: Glem aldrig løvehjertet!

”Jonatan, jeg ser lyset fra Nangilima! Jeg ser lyset”

Husker I Astrid Lindgrens fortælling om Brødrene Løvehjerte? En smuk historie om 2 brødre, der begge ender med at dø fra vores jord og kommer til Nagijala, hvor de kæmper de godes kamp mod det onde?

Til slut redder Tvebak sin bror Jonatan ved at tage ham på skuldrene og springe ud fra en høj klippe – trods Tvebak er meget meget bange, gør han det alligevel.

”For når man er ved at dø af skræk, er der ikke andet at gøre end at springe”.

På Artemis har vi de sidste par dage har mange meget syge dyr.

De har ikke alle været syge nok til, det har været tid til at slutte rejsen, men syge nok til at overvejelsen om, hvornår beslutningen skal træffes, presser sig på.

Hvornår er nok nok?

Det er en af de sværeste beslutninger af træffe.

Du ønsker kun det bedste for dit dyr, men at skulle sige farvel til sin bedste ven giver så modstridende følelser: fornuften ved, det er det rigtige at gøre, men hjertet vil bare gerne vil beholde sin kære ven.

Det føles som det godes kamp mod det onde, trods der ingen onde er.

Vores vigtigste opgave er at sikre, dyrenes værdighed bevares.

Man skal gerne have en lille smule tvivl tilbage i sindet, da hvis man overhovedet ikke tvivler, så har man ventet for længe.

En livsklog bror sagde til mig i relation til et af livets andre komplekse forhold: ”Er du i tvivl, så er du ikke i tvivl”.

Måske sætningen også kan overføres til afskeden med dyrene?

Den har i hvert fald givet slutningen på mange ting allerede.

Nogle mennesker ønsker inderst inde, kæledyret sover ind i trygge rammer i hjemmet. Så behøver man ikke selv aktivt at trække stikket.

I praksis er det meget sjældent, det sker. Netop fordi vi er meget opmærksomme på vores dyr og opdager, hvis de får det dårligt.

Vi vil ikke trække dyrene gennem et unødigt smertehelvede. Det er dog ikke ensbetydende med, det ikke er OK at lade dyret leve på den nødvendige medicin – hvis det gør,  dyret har det godt.

Når det kommer til afskeden med dyrene, skal vi alle finde vores indre løvehjerte frem. Trods vi er meget meget bange – bange for at træffe beslutningen, men i høj grad også bange for ikke at træffe den i tide. Vi må holde dialogen åben. Snakke med andre dyreelsker, fagfolk og familien, så vi i symbolsk betydning tager hinanden på skuldrene og bare springer, når tid er.

Frygten for ensomheden må ikke være det, der træffer beslutninger, men derimod kærligheden til dyrene.

Det godes kamp mod det onde.

Findes der så et Nangilima for dyrene? JA. Det tror jeg på.

Jeg plejer at sige, himlen får en lille ny stjerne når en dyresjæl forlader jorden. Jeg tror, de alle mødes et sted, hvor de løber og leger og ikke er bundet af livet og de jordiske begrænsninger.

Jeg tror dog, de kommer direkte i Nagilima og ikke først til Nagijala – med mindre vores jord er dyrenes Nagilaja?

Den tanke for jeg indimellem, når jeg ser på, hvor grimt nogle mennesker behandler dyrene, og hvordan lovgivning desværre ikke altid varetager dyrenes tarv.

”På den anden side af stjernerne. Der er det endnu lejrbålenes og sagaernes tid, og der kan du opleve eventyr fra morgen til aften og også om natten”.

Og jeg tror på, der er flere mennesker i blandt dem, da kærligheden dyr og mennesker i mellem er grænseløs.

Når dagen kommer, og vi siger farvel – så må glæden findes i, dyrene kommer et dejligt sted hen uden smerter og anden lidelse.

”På den anden side af stjernerne. Det er noget andet end at bare ligge her og hoste og være syg og aldrig kunne lege”.

Så når tiden nærmer sig – tænk på Tvebak, der sprang trods han var allermest bange velvidende, han endte et godt sted for sig selv og sin kære bror.

Dyrene skal nok se lyset, men vi mennesker må være stærke nok til at vide dem vejen.

”Der er ting, man må gøre, ellers er man ikke noget menneske”.

Løvehjertet må aldrig glemmes.

 

collage-2016-12-08