Den brachychephale hund

”Brachy” betyder kort og ”cephal” betyder hoved, dvs. en ”brachycephal” hund er en hund med et kort hoved. Det dækker over racer som f.eks. mops, cavalier king charles spaniel, fransk bulldog, boston terrier, boxer og pekingeser.
Den ”brachycephale” hund kaldes også en ”fladsnudet” hund eller en ”kortnæset” hund, og det er en god beskrivelse. Disse hunde er nemlig kendetegnet ved, at næsen og mundhulen er blevet avlet kort, så hovedet er blevet ”presset” sammen og forsnævret. Dette kan give en række følgesygdomme, da der ikke er ordentlig plads i kraniet til, at hundens vejrtrækning fungerer optimalt.

Racerne er meget udbredte og populære i Danmark og i udlandet, da hundene har et venligt og charmerende temperament. I gadebilledet genkendes hundene ofte på deres snorkelyde, særligt i forbindelse med varmt vejr, anstrengelse eller ophidselse. Dette er desværre efterhånden ved at blive opfattet som normalt og hyggeligt for racen. Mange tænker ikke over, at der bag lydene ligger alvorlige anatomiske og fysiologiske tilstande, der kan forringe hundens livskvalitet.

Den kortsnudede hund præsenteres ofte i klinikken med et eller flere af følgende symptomer:

  • Modvilje mod at gå tur, bliver let forpustet
  • Hoste
  • Vejrtrækningsproblemer
  • Konstant og/eller høje snorkelyde
  • Luftvejsinfektioner
  • Hyppige tilfælde af omvendt nysesyndrom
  • Kortvarig besvimelse pga. iltmangel
  • Opkastninger

Hvad er speciel ved en kortnæset hund?

En kortnæset hund har nogle helt karakteristiske anatomiske forandringer. Omfanget kan variere fra hund til hund . Hundens almene helbredstilstand vil afgøre, om der skal medicinske eller kirurgiske tiltag til for at forbedre hundens livskvalitet. Her er nogle af de anatomiske udfordringer som ofte ses

Mange hudfolder!

Den kortnæset hund har ofte et meget “foldet” udtryk.

Hudfolderne kræver særlig opmærksomhed fra ejers side, da de håndteret forkert kan blive til gene for hunden.

Læs mere om pleje af folderne her!

Forsnævrede (små) næsebor!

Mange kortnæsede hunde har meget små næsebor. Der er nogle gang bare en lille “streg”. Hunden kan derfor ikke så let kan trække luft ind gennem næsen og vil ofte trække vejret gennem munden.

Selv en let luftvejsinfektion, der f.eks. tilstopper næseborene, kan give store gener, da vejrtrækningen markant besværes.

Hunden kan opereres, således næseborene gøres større og luften dermed lettere kan trækkes ind og ud.

Læs mere om operation af næsebor her!

For lang blød gane!

Mennesket har en hård gane øverst i mundhulen. Den hårde gane går over i den bløde gane, der ender i vores drøbel.

Hunde har ikke en drøbel, men deres bløde gane ender derimod i en flap. Hos den brachycephale hund er den bløde gane ofte meget lang, hvilket gør, at ”flappen” kan klappe ned over hundens luftrør og dermed kortvarigt blokere for vejrtrækningen.

Hunden er således nødt til at lave nogle host, for at flappen kommer fri, og vejrtrækningen igen kan fungere uforstyrret. Man kan opleve, at hunden på en gåtur pludselig stopper og begynder at lyde, som om den hoster/nyser – et fænomen kaldet ”omvendt nysesyndrom”. Det er den bløde gane, der sætter sig fast, som hunden forsøger at få fri ved at lave disse lyde.

Hunden opereres således, at det yderste af den bløde gane, der er for lang skæres af, så det ikke klapper ned over hundens luftrør. Læs mere om operationen her!

Forsnævret luftrør!

Luftrøret er delvist sammenfaldet, hvilket gør at hunden lettere får vejrtrækningsproblemer.

For langt spiserør!

Spiserøret ligger sammenpresset i stedet for lige, således at det kan være svært for hunden at synke sin mad.

Snak med dyrlægen!

Det er dyrlægens opgave i samråd med ejeren at sikre,  at hunden har det bedst muligt. Dyreejeren vil deres dyr det bedste, men er måske ikke altid klar over, at der kan gøres noget ved nogle af de symptomer, som man opfatter som en del af hundens normale væremåde.

Dyrets diagnose kan stilles på flere måder. Ejers oplevelse af hundens væremåde og trivsel er vigtig information i arbejdet. Røntgenundersøgelse og eventuelt kikkertundersøgelse kan også være led i diagnostikken. Diagnosearbejdet tilpasses hundens behov og ejers ønsker.

Hundene skal generelt være i god form, således at de ikke er overvægtige. Overvægt presser på luftvejene og gør vejrtrækningen endnu mere besværet. Ligeledes skal dyret have en ordentlig diæt, så pels og hud holdes i topform.