Når dine ord IKKE er musik for snuden!

Lyt lige efter det skrevne ord – For snudernes skyld!

Lyd defineres som trykbølger gennem luft. Bølgerne når vores ører og ”oversættes” af hjernen til de lyde, vi hører.

Trykbølgernes styrke beskrives gennem deres frekvens (antal af bølger per tidsenhed) nemlig Hertz. En lav frekvens kan beskrives som en dyb bastone, en høj tone som et fløjt.

Mennesker hører lyde mellem 20-20.000 Hertz. Selektiv hørelse undtaget.

Lydens styrke måles i decibel, der beskriver hvor høj intensiteten er i de frekvenser, vi kan høre.

Tilbage til snuderne!

Hunde kan høre lyde mellem 40-45.000 Hertz. Nogle racer kan høre op til 75.000 Hertz. Snuderne kan derfor høre lyde 4 gange længere væk, end vi mennesker kan. Hvad hørelsen angår, er snuden mennesker evolutionært overlegent, igen!

Hvis vi tager en typisk familiært udfordret husholdning med en travl hverdag. Mange ting skal nås, når familien kommer hjem. Højlydt dialog forældrene imellem, 2 børn som er trætte og hunden, der kompenserer for den travle hverdag og evt. mangel på tid til børnene:

Far & mor forsøger at tale pænt til hinanden, men råber ofte, da dialogen skal være helt klar. Jo højere, man taler, jo bedre trænger budskabet jo ind. Barnet skriger, og snart græder baby. Lad os straks tænde for Disney Channel på max, så alle distraheres af Anders And og andre næbbede typer. Så snart der er faldet ro på stemmerne, skal der i en fart laves mad, så køkkenmaskinen tændes, mens piskeriset pisker en stemning, så tyk som flødeskummen, da man på sådan en stresset dag, fortjener en dessert.

 I en typisk dagligstue med højlydt snak kan lydniveauet nå op på 60 dB.

Til sammenligning laver et fly på landingsbanen støj op til 120 dB.

 Midt i lykken ligger Snus. Snus er en meget sød hund, der bare gerne vil elskes og som altid forsøger at mægle i familien, når (tryk)bølgerne går højt.

Det kan dog indimellem være svært, da tiden med Snus måske kun bliver til en hurtig tur på gaden, der så ender straks, mavetarmsystemet har været på arbejde og afleveret dagens leverance.

På en typisk tur på gaden er der trafikstøj, vejarbejde, folk der råber, cyklister der larmer, musik fra biler og butikker og meget mere.

Snuden er i høj grad udsat for både fysisk og psykisk stress ved de mange lyde, som den dagligt udsættes for.

Husk hunden hører MEGET bedre end os mennesker.

De høje lyde danner store mængder af stresshormon i kroppen, der kan føre til f.eks. rastløshed og søvnproblemer. Det er særlig problematisk, hvis hunden er udsat for lydene konstant.

Hvis du vil hjælpe snuden (hjælp hunden, før du hjælper dig selv og familien):

  • Lær din hund at kende. Viser den tegn på ubehag og stress?
  • Vi mennesker kan ikke se, hvad der sker ’indeni’ hunden!
  • Flyt fjernsynet til et andet lokale. Eller SMID fjernsynet ud!
  • Smæk ikke med dørene i huset.
  • Hav rolig adfærd i køkkenet.
  • Lad teenageværelset lydisolere.
  • Lad ikke hundens kurv stå i bryggerset, hvor vaskemaskinen larmer.
  • Lad hunden bestemme, hvor den gerne vil sove. Ofte er menneskets seng at foretrække, da der almindeligvis er FRED.
  • Fjern hundens larmende navneskilt.
  • Få et navneskilt til hunden som ikke larmer, når det rammer f.eks. madskålen!

 

Husk at lade hunden få fred og ro i løbet af dagen. Det er ikke synd for snuden, den skal være alene hjemme. Når hunden er alene, stresses den ikke vores larm. Den får mulighed for hvile og restitution i krop og sind.

En hvalp sover ca. 18 timer i døgnet og en voksen hund mellem 14-16 timer, hvis den får lov.

Opsøg en af de dygtige hundetrænere, hvis du fornemmer, din hund lider under de mange lyde. Dernæst opsøg selv hjælp til at skabe et mere roligt hjem.

Hvis ikke for din egen skyld, så gør det for snuderne!!!!

Husk, et kærligt kram siger mere end 1000 ord (så flet næbbet)!

 

 

_MG_0358