”Lise, hvorfor skulle Peach dø?”

 

Ordene i sig selv virker ved første øjekast rimelige og som et naturligt spørgsmål at stille.

 

Som sætningen fortæller, var den dejligste lille snude Peach blevet sendt til himmels.

 

Spørgsmålet bliver komplekst, da det var 15. gang indenfor 5 timer, jeg blev spurgt.

 

Den ældre dame sad med sin døde hund i armene, og hun ville IKKE forlade den. Hun havde siddet sådan i mange timer, og nu var det tid at give slip.

 

Den lille hunds krop skulle på plads på rette sted, velvidende sjælen for længst var rejst til stjerne.

 

Den ældre dame skulle hjem.

 

Hvis hjem er, hvor hjertet er? Så er hjemmet nu blevet revet midt over og væggene blevet til en tom skal, der minder en om alt det, der ikke længere er: nemlig den allerbedste snudeven gennem 15 år.

 

At ”tage hjem” virkede pludselig ikke appellerende længere. Så længe Peachs legeme stadig fandtes, så var der måske en chance for, det hele bare var en ond drøm?  Eller at jeg havde taget fejl? Så Peachs hjerte stadig bankede, trods dødsstivheden havde indfundet sig?

 

Peach indfandt sig på dyreklinikken mandag morgen. Hun var blevet dårlig I løbet af weekenden. Hun kunne nu ikke stå på sine ben, virkede slap og ualmindelig trist.

 

En blodprøve afslørede hurtigt de barske facts: galopperende lever- og nyresvigt og et spørgsmål om tid, før kroppen selv ville sige stop.

 

Vi kunne beslutte at lade sjælen komme afsted, før døden ville tvinge den til himmels.

 

Den tunge beslutning virkede for Peachs familie ikke som en mulighed – for et øjeblik siden håbede de jo bare, at Peach var midlertidig dårlig. Hvordan kan det gå så hurtigt fra start til slut, Peach har jo lige været hvalp?

 

Som dyrlæge ønsker man mere end noget andet at hjælpe dyrene. Vi vil gøre rigtig meget for at lindre smerte og håbe på helbredelsen. Det kan være svært at bevare objektiviteten i forhold til sygdom og fakta, når en familie på sidelinjen er blevet smadret.

 

I en akut situation som med Peach er der ikke mulighed for langsomt at så et frø om, man skal begynde at tænke over grænsen for, hvornår et dyr er i live på rimelig vilkår.

 

Vi vil meget gerne passe på menneskerne, men dyrenes ve og vel kommer før alt andet.

 

Peach var så dårligt at selv ikke en indlæggelse med alt tænkelige behandling havde ændret udsigten til liv.

 

Peach familie gik en tur for at klare tankerne. De drog afsted med lovning på, de snarest ville komme tilbage, da Peach blev dårligere og dårligere.

 

Peach kunne have åndet ud, mens de var væk. Hendes livsvilje var ukuelig.

 

Peach holdt ud og fik efterfølgende fred med sin elskede ejer ved sin side.

 

I løbet af seancen gennemgik vi flere gange, hvad der var galt. Jeg bekræftede igen og igen at trods det føltes helt forkert, så var det eneste rigtige at give Peach fred.

 

Den største gave vi kan give vores kæledyr er at lade dem komme afsted i tide – uden unødig smerte og lidelse.

 

Vi mennesker må påtage os smerten og lidelsen i stedet for dyrene.  Kærligheden til dyrene må altid må være stærkere end frygten for at blive efterladt UDEN sin lille skygge.

 

I en situation som denne, kan man som ejer høre ordene og autoriteten, der ligger bag udtalen. Man stoler på personen, der fortæller det. Det er bare som om, hjernen ikke kan bearbejde budskabet, da chokket overdøver ordene, og de dermed ikke når frem.

 

Peachs ejer skulle have tid. Tid til at bearbejde, hunden var død. Tid til at få bekræftet det uden tvivl var den rigtige beslutning. Tid til at kysse Peach en sidste gang. Igen og igen. Tid til bare at være med hunden vidende at om et øjeblik indtræder stilheden. Timerne gik.

 

Til sidst gik jeg med Peachs ejer hånd i hånd ud af lokalet. Snart kommer Peach tilbage i en smuk urne. Forhåbentlig giver tiden op til dette, familien muligheden for at planlægge den afsked, som de ikke fik mulighed for at tilrettelægge i første omgang.

 

Har man som ejer af et kæledyr mulighed for at sige farvel i tide, skal man gøre det.

 

At stå i akut situation, hvor beslutningen nærmest træffes for en, er forfærdeligt.

 

Uanset om man kan forberede afskeden eller ej, vil sorgen efterfølgende være den samme. Vi kan ikke planlægge os ud af den.

 

Man kan ikke forberede det akutte og uforudsigelige. I situationen må man finde trøst i et forløb er gået meget stærkt, så dyret fik fred uden et forløb med smerte bag sig.

 

 

Mandagen bød på alt for mange nye stjerner på himlen.

 

Hellerup var dækket af et tungt stjernetæppe af afmagt, sorg og kærlighed.

 

Peachs historie var desværre bare en dråbe i havet mandag og hele klinikken sluttede dagen med tungsind, der ikke lige vaskes væk på et øjeblik. Trods dagen går på hæld, så sidder erindringerne om dagen fast i bevidstheden.

 

Dagen derpå det vil sige i dag førte til flere samtaler med Peachs familie.

 

Artemis’ besøgsvenner blev sat i sving. Jeg aflagde her til aften Peachs ulykkelige familie et visit sammen med en af gruppens dejlige medlemmer og hans 2 skønne snuder…

 

Besøgsvennerne har til formål at støtte de, der mister deres elskede kæledyr og hvor ensomheden rammer hårdest!

 

Hvor ensomhed og sorg pludselig bliver hverdagen, hvor det  før var dyret, der gav glæde og mening i livet.

 

Vi må se hvad fremtiden bringer for Peachs familie.

 

Jeg, mine kollegaer og ikke mindst besøgsvennerne vil yde en indsats for at gøre en forskel for en familie, der pt står i et følelsesmæssigt kaos.

 

De rigtige beslutninger skal træffe i forhold til, om der skal en lille ny hund ind i hjemmet – og den slags vigtige beslutninger skal aldrig træffes i affekt.

 

Skærmbillede 2017-03-22 kl. 19.19.15