Nyresvigt hos hvalp

… Søndag formiddag på stranden d. 17. februar ses en pige og hendes 8 måneder gamle Bull terrier hvalp Esther Mae. Hvalpen springer glad rundt, hilser på alle mennesker og dyr og leger, som en hvalp nu engang gør, når den er på stranden med alle de gode dufte og indtryk.

Esther_Mae_01Hvad man ikke umiddelbart kan se, er at Esther Mae er kronisk syg og senere samme dag skal aflives, dette er den sidste tur på stranden.

Esther Mae besøgte Dyreklinikken Artemis første gang i december 2012. Esther Mae var kommet til Danmark i august fra et kuld hvalpe fra England. I England er Bull terrieren blevet brugt som familiehund siden 1800-tallet, og må derfor på ingen måde forveksles med en ”kamphund”.

Esther havde i sit korte allerede været meget igennem. Hun havde fået bøjle på tænderne af tanddyrlægen pga. et kraftigt overbid. Denne bøjle gjorde hun ikke måtte tygge i pinde og hårdt legetøj, som hvalpe holder meget af.

Esthers ejer synes, hvalpen drak ufattelig meget, nogle gange op til 3 liter på en dag. Hun kunne indimellem stå og tisse en hel time, og virkede meget træt – hvalpe sover meget, men 20 timer i døgnet var måske lige i overkanten.

Vi tog derfor en blodprøve, der viste at Esther Mae havde forhøjede nyreværdier.

Nyrernes funktion er af filtrere blodet for affaldsstoffer, der udskilles via urinen. Kommer disse affaldsstoffer ikke væk fra dyret, vil dyret blive dårligt. Nyrerne er desuden medvirkende til regulering af væskebalancen og blodtryk og har indflydelse på produktion af de røde blodlegemer. En stigning i blodets affaldsstoffer ses først når cirka 75 % af nyrevævet er beskadiget, og det kan være meget svært at finde årsagen til skaden.

Esther Mae blev ultralydsscannet og fik senere udtaget en nyrebiopsi, hvor diagnosen blev fastslået: Nyrerne var ikke i stand til at fungere, idet der kun var meget lidt brugbart nyrevæv tilbage.

Uanset hvad de kliniske laboratorietest viser, skal man altid kigge på patienten! Der er ikke altid overensstemmelse mellem diagnose og hundens almentilstand.

Esther Maes store udfordring var, at hun manglede appetit. Bøjlen på tænderne gjorde, der var flere ting, hun ikke måtte få at spise. Når der konstateres dårlige nyrer, er det meget vigtigt at give et foder, der skåner nyrerne, således belastningen på disse minimeres. Nyrediæt skal have et lavt indhold af proteiner, salt og fosfor. Esther Mae blev præsenteret for forskelligt foder, men næsten uanset hvad hun blev tilbudt, ville hun ikke spise det. For at få noget mad i hende, fik hun hvad Esthers mor kunne få i hende.

Esther var meget glad, når hun var sammen med sin søsters hund eller kom i parken og mødte andre hunde, men når hun kom hjem fra en sådan tur, sov hun resten af dagen. Vi blev enige med Esthers ejer om, hunden skulle have taget bøjlen af tænderne hurtigst muligt, så hun fik mulighed for at leve et så ”almindeligt” hvalpeliv som muligt.

I løbet af hele forløbet havde jeg mange samtaler med Esther Maes mor. Det store spørgsmål var: hvornår kommer dagen, hvor Esther skal aflives? Hvornår er hun så dårlig, det ikke længere er et værdigt hundeliv mere? Hunden skulle ikke være i live for vores skyld, omvendt skulle hun have chancen for at respondere på den i gangsatte behandling, selvom håbet for bedring var spinkelt.

En dag i februar kom dagen så: Esther ville nu slet ikke have noget mad, og det var tid til at sige farvel. Hvis Esther fik lov at leve videre, ville hun være i fare for at kunne kollapse, og det skulle ikke ske. Hun skulle herfra, før hun fik det så dårligt, det blev en akut situation.

Esther_Mae_02Esther blev aflivet i hendes hjem på Østerbro, sammen med sin ejer, dennes søster samt Esthers bedste ven Beaglen Henry. Trods de triste omstændigheder, var vi alle enige om, det var tid. Esther fik en gåtur på stranden om formiddagen, og blev roligt aflivet i hjemmet derefter.

Esthers historie er en trist eksempel på, at det at få en hvalp ikke er ensbetydende med, man får en sund og rask hund. Esthers ejer gjorde alt for at redde Esther. I sidste ende er eutanasi et ”medlidenhedsdrab”, man netop vælger af kærlighed til dyrene. Kærligheden til Esther var stor nok til, hun fik fred i tide, trods enkelte øjeblikke med en hund, der udefra lignede en rask hvalp.

Esther vil aldrig blive glemt.