Tak for den overvældende feed-back på Laras historie.

I relation til de bemærkninger, der har været – både her og i min inbakke, kommer her er par reflektioner og yderlige information.

Læs mere her!

Lara VAR i følge sine papirer vaccineret mod parvovirus. Ejer vidste ikke andet end, hvad der stod i passet.
Vacciner er ALDRIG en garanti for, en hund ikke kan blive syg, men det er den bedste beskyttelse, vi kan give mod visse sygdomme. Om hunden rent faktisk var vaccineret, kan vi kun gisne om.

Jeg har fået et par kommentarer fra folk, der skriver, de aldrig vil bruge mig og mine kollegaer som dyrlæger, da vi ikke mistænke parvovirus med det samme. Hunden havde været forbi en akut dyrlæge natten forinden, der havde taget blodprøver, der ikke UNDERSTØTTEDE en parvo-diagnose…

Den slags beskeder gør naturligvis lidt ondt. Helt tough bliver jeg aldrig, men jeg lærer at leve med det.

Jeg fortæller min historie, men må bevare en respekt for ejerene og den fortrolighed, der er. Derfor er ALT ikke udpenslet. De super søde mennesker var indforståede med, jeg fortæller historien.

Når det er sagt: da vi så hunden første gang, udviste den IKKE typiske symptomer på parvovirus. Der var derimod andre ting, der virkede som mere oplagte også uagtet hundens oprindelse.

Vi var i en dialog med ejer om, hvad og hvor mange tests, vi skulle lave. Der er i teorien RIGTIG mang tinge, stakkels Lara kunne have fejlet, og vi skal altid bruge folks penge rigtigt og tænke økonomi ind i billedet altid med hundens helbred for øje.

Hunden havde ikke voldsomt opkast eller blodig diarre, da VI så den først ,desuden var der ingen afføring vi kunne få til at lave en parvotest på stedet.

Lara blev på dag 1 sat i den form for behandling, man også ville give, hvis det var parvovirus.
At diagnosen blev stillet dagen efter var både et spørgsmål om lavpraktiske omstændigheder (ingen fæces), en overvejelse af hvad der var realistisk, hun kunne fejle og respekt for ejers økonomi.

Nettet er svært. Jeg er nok klar over at i det øjeblik, jeg åbner op og fortæller en historie, skal jeg være klar til at få slagene.
Gennem den sidste uge – med den historie om videoen med hunde og dårlig samvittighed – har jeg fået så megen kritik, jeg sjældent har oplevet før (heldigvis også mange positive ord, TAK TAK for dem). Mit opslag blev på facebook delt ca. 7000 gange + på EBs hjemmeside. De ord, jeg er blevet kaldt, vil jeg ikke engang gentage – mange af dem kan læses på tråden på fb, på Ekstra Bladets hjemmeside, men ikke mindst min egen inbakke rummer bemærkninger, der måske burde meldes til politiet. Jeg havde ikke forestillet mig mit lille eget opslag, ville give den omtale..

Mit ærinde er på ingen måde at dømme andre eller være belærene på den dårlige måde.

Jeg kan kun fortælle, hvad jeg oplever. Jeg håber naturligvis, det kommer andre til gode og på sigt vil give flere dyr et bedre liv, hvis ikke det bedste allerede!
Jer, der skriver på Laras tråd, er så velformulerede og begavede.

Der sidder også en masse mennesker derude, der ikke automatisk søger den information, som vi naturligt søger i relation til vores kæledyr.

Stop – Jeg er IKKE udepå at hænge opdræt fra dyr fra Bulagarien eller fra andre lande ud. Her havde ejer bare haft en meget meget sparsom dialog med stedet og en “til døren” leverance. Det kan også forekomme i Danmark og alle andre steder i verden.

Kan vi SAMMEN med den gode dialog nå nogle af dem og hjælpe til på vejen med dyrene, gerne via facebook, så er jeg glad.

Jeg tror på at historiefortællingen os i mellem inspirerer, lærer os noget, udfordrer vores syn på sundhed og sygdom blandt kæledyr.

Jeg bliver selv altid berørt at af læse jeres beretninger og ikke mindst bemærkninger.

Jeg håber virkelig, vi bevarer den gode debattone – også selvom vi ikke altid er enige.

Jeg kan selv være fristet til indimellem bare at flette næbbet på grund af den meget hårde feedback, særligt den der går på mig som person, men jeg gør det ikke, da der stadig er meget at vinde på vegne af vores kæledyr.
Det må ikke blive den negative tone, der sætter en dagsorden – og dermed ikke sagt, der er noget i vejen på at blive udfordret på ens udmeldinger.

At arbejde med dyr er ikke sort og hvidt. Det er også et arbejde med mennesker.

Tit og ofte følger dyrene hverken lærebøgerne eller brugsanvisningen og her, må jeg og mine kollegaer støtte os til den kliniske undersøgelse (“hands on” på dyret), sparring hinanden hinanden i mellem og omhyggeligt vælge testene, vi laver, udfra sund fornuft – MEN også en rimelig økonomisk betragning afstemt med ejeren…

Vi lærer hele livet, og det er altid “nemt”, når dyrene følger bøgerne.. Der er straks mere kompleks med de tilfælde, der afviger fuldstændigt..

Jeg vender retur på nogle af de mere konkrete ting et par af jer har spurgt om – igen med respekt for fortroligheden…