I fredags kom Futte til Dyreklinikken Artemis. Den dejligste labrador retriever på 10 år. En gammel ven, vi havde fulgt gennem mange år.

Futte havde gennem de sidste par måneder ændret sin adfærd.

Han kunne ikke rigtig finde hvile om natten. Virkede mere træt. Var blevet oppustet i bugen. Ville dog gerne spise, gå tur og lege med sin kammerat.

Futte var nu en ældre herre, så adfærden var måske “bare” kroppens naturlige forfald?
Det forventes jo ikke, man skal rende rundt som en kåd hvalp, når man er gået på pension.
Særligt ikke, når man i forvejen har gigt i bentøjet og er i behandling for nedsat funktion af stofskiftet.

Futtes forældre havde nu stadig en følelse af noget ikke var, som det skulle være. Derfor havde de taget turen fra Nordsjælland til Artemis.

Futte blev undersøgt. Jo, han var en distingveret snude med smukke grå aftegninger på mulen. Han så med al respekt ganske rigtig en anelse “vommet” ud – mere end forventelige af en evig sulten labrador.

Futte fik taget en blodprøve for at screene hans organer. Blodprøven blev sat til analyse i laboratoriet. Mens vi ventede på svar, gik vi i røntgenlokalet for at tage billeder af Futtes “indre”.

Røntgenbilledet gav os forklaringen: en stor meget stor milt slørede billedet. Futtes blodprøver understøttede mistanken: Futte havde kræft i milten.

Kræft i milten eller en milttumor kan opstå som følge af forandringer i selve milten eller som spredninger fra andre steder i kroppen.

Det rammer typisk større hunderacer. Typisk ses tumoren hos hunde over 5 år. Forløbet kan være meget variende, afhængig af omfanget af kræften og hvor fremskreden det er.

Som ved alle former for kræft kan symptomerne komme i mange forklædninger. Typisk ses ses en afdæmpet adfærd, øget drikkelyst og tissetrang, en stor “vommet” bug, blege slimher og indimellem oplever folk, hunden pludselig kollapser.

Oplever du nogle af disse symptomer hos din hund, skal du straks søge dyrlægehjælp.

Futtes forældre var naturligvis dybt ulykkelige. De stod overfor en meget svær beslutning: skulle Futte opereres, eller skulle Futte have fred?

Man kan godt fjerne en milt med en tumor ved operation.

Når hunden åbnes, vil dyrlægen altid se efter, om der er tegn på kræften har spredt sig til andre organer. Er dette tilfælde, er det sjældent hunden får lov at vågne op igen. Hvis kræften synes lokaliseret til milten, fjernes denne.Mange hunde lever gode år efter at have fået fjernet milten.

I Futtes tilfælde var vejen frem ikke en klokkeklar beslutning.
Vi skal altid se dyrene i et helhedsbillede og ikke isoleret set lade en ting træffe afgørelsen.
Et helhedssyn på Futte satte gang i nogle spørgsmål omkring etik i forhold til et værdigt dyreliv. Hvor langt skal vi gå for at holde liv i vores dyr?

Vil det være ok at lade Futte gennemgå en større operation, når han i forvejen har flere skavanker, der sætter en dæmper på det gode hundeliv?
Hvis han var 3 år yngre uden gigt og andre udfordringer, havde det gjort en forskel for beslutningen?

Var det kærligheden til Futte, der skulle være motivationen for at tilvælge en operation?

Eller var det i virkeligheden den største kærlighed at sige stop nu og dermed sikre, Futte ikke blev udsat for unødig smerte og lidelse?

Hvornår man som ejer, skal give slip, er den sværeste beslutning.

Vi ved, at når vi får et kæledyr, får vi også en stor sorg, da dyrene sjældent overlever deres mennesker. Men hvornår er et hundeliv ikke værdig mere? Hvornår bliver det vores behov at holde liv i en hund og ikke dyrets ve og vel, der prioriteres?

Når man som ejer står midt i det – og har en syg hund, hvor en behandling stilles i udsigt, er det utrolig svært at bevare objektiviteten, da vi med næb og klør ønsker at beholde vores elskede dyr.

Det er derfor så utrolig vigtigt, vi husker at bevare snakken om, hvornår “nok er nok”. Denne snak skal tages gennem hele livet og ikke kun, når situationen spidser til.

I den svære tid er det vigtigt at holde sig selv op på de hensigsterklæringer, vi gav hinanden og vores dyr, mens det var gode tider.

I den pressede situation er det nemlig sjældent fornuften men følelserne, der sejrer. Tanken om at miste sin bedste ven, gør så ondt.

Futte forældre og jeg snakkede frem og tilbage. De så hinanden dybt i øjnene og fortalte, de altid havde lovet sig selv, de ikke ville trække Futtes liv unødigt langt. Futtes alder og generelle helbredstilstand trak i retning af et farvel.
Futte drog hjem igen og i går søndag sidst på eftermiddagen, fik jeg lov at lade ham sove ind på Artemis.
Futte var omgivet af sin familie til det sidste. Han havde haft en fest af en dag med nogle overdådige sidste måltider og masser af kærlighed.
Han var i løbet af 2 dage blevet markant dårligere, så det føltes helt rigtig at lade ham få fred, trods det stadig føltes så forkert.
Det var i min optik en “god” aflivning. Futte har haft et fantastisk liv. Og han fik lov at komme af sted i tide.

Hvis man som ejer ikke er en lille smule i tvivl, når man træffer beslutningen om eutanasi, så har man ventet for længe.

Enhver med fornuft vil synes, det er rimeligt at lade et voldsomt afkræftet og sygt dyr få fred.

Det er langt svære i gråzonerne, hvor dyrene endnu ikke er blevet så dårlige, livet er blevet uværdigt.

Det er dog der, jeg mener, vi skal lade kærligheden overvinde alt og lade dyrene sove ind med værdigheden i behold og med en lille tvivl intakt i sindet.

Har du endnu ikke givet din elskede snude en hensigtserklæring om en værdig død?

Tag snakken med dine nærmeste om, hvad du har af tanker om en værdig død og et godt hundeliv…

En hensigtserklæring kan måske spare dit elskede kæledyr for ufortjent smerte i den sidste ende.

Sorgen vil ikke blive mindre – men den vil blive lettere at bære…

Hvis du synes stjernebilledet viste lidt mere end 4 klare stjerner i går aftes?

Så var det fordi, Futte indtog stjerne nummer 5 og dannede en smuk slutning på en søndag, der repræsenterede såvel livets begyndelse som den svære afsked.

IMG_2519