Ida er en super frisk pige, hun er 15 år gammel, hun har altid elsket dyr og er vokset op med både kanin og hest. Hun er flittig, begavet, dygtig til matematik og billedkunst, arbejdsom, ikke bange for at tage fat og så vil hun VILDT gerne i praktik på dyreklinikken, da hun i 8. klasse skal ud i den virkelige verden.

Der er ikke sparet på superlativerne, når Idas fortræffeligheder skal beskrives.

Umiddelbart lyder hun også lige som den rette til at tilbringe en uge på Artemis.

Der er bare et problem. Det er IKKE Ida selv, der har skrevet og sendt ansøgningen i håb om at komme i praktik. Det er Idas far!
Vi modtager MANGE ansøgninger hver dag. Det er efterhånden blevet normalen at forældre sender ansøgninger på vegne af børnene. Jeg er af nysgerrighed ofte nødt til at gribe telefonen og ringe forældrene op.
”God formiddag, jeg takker for den fremsendte fremragende ansøgning. Det er dog vigtig for mig at vide: er der noget i vejen med deres barn?

Jeg undrer mig nemlig. Ud fra beskrivelsen lyder hun som et geni, så hendes manglende evne til ikke selv at skrive ansøgningen endvidere personlig aflevere den hos os, vækker bekymring.

Hvis hun på en eller anden måde er syg, vil vi gerne vide det, hvis vi eventuelt skal tage hende i praktik”.

Almindeligvis modtages pointen pænt.
Det er dog lidt trist, at de håbefulde børn fratages oplevelsen ved selv at gøre sig indsatsen og lave en ansøgning.

Det giver altid bedst pote, hvis man selv tropper op på stedet og afleverer den, så man giver et indtryk at sig selv, der forhåbentlig matcher den person, der er beskrevet på papiret.

Den glæde, man får, når man så måske endda får succes med projektet og får praktikpladsen, er desto større, når det lykkes uden en fars ansøgning.

Forældrene skal ikke bruge tiden på at skrive på børnenes vegne.

Brug dog hellere tiden på at støtte børnene i at skrive ansøgningen selv.

Giv dem et par tips til at præsentere sig selv, så tale og kropssprog går op i en højere enhed.

I nogle folkeskoler er præsentationsteknik måske på skemaet, men at efterleve det i virkeligheden er vanskeligere end i et klasselokale.

Hvis man gerne vil være på en dyreklinik, så skal overdreven brug af make-up, røde negle og tyggegummignakseri lægges væk (særlig hvis du er en dreng). Det er vi vist ikke det eneste sted, der mener….
Præsentationsteknik i gamle dage kendt som almen dannelse.

Trods man ikke er dyrlæge, burde alt dette være logisk indlysende.
Det er det dog ikke, derfor lige et vuf med på vejen – hvis nu søndagen skal bruges på at skrive praktikansøgninger.
(Bestikkelse kan også anbefales, vi er glade for chokolade og blomster)!