Lille Walther

Lille Walther, en 18 måneder gammel Shih Tzu havde været en tur i skoven. Pludselig var han stoppet op og kunne ikke rigtig få vejret. Han lavede nogle voldsomme grynt, hvorefter han blev rolig igen. Kort tid efter begyndte lydene igen. Da Walther kom hjem virkede han trist og stille, og ejer besluttede at tage ham forbi Dyreklinikken Artemis til undersøgelse. Walther kunne fint trække vejret gennem munden, havde en pæn farve på sine slimhinder og var ikke hævet i lymfekirtlerne ved halsen. Han blev behandlet med smertestillende medicin og skulle komme til kontrol dagen efter.

Dagen derpå var Walther stadig stille og gik og lavede ”gryntelyde” indimellem. Han blev derfor bedøvet, således der kunne laves en ordentlig undersøgelse af næse og svælg.

I svælget kunne vi se at stemmelæberne var hævede. Via svælget blev der ført et lille kamera op bag næsen, hvor vi kunne skimte enden af noget, der lignede et græsstrå. Næsehulen blev skyllet igennem med saltvand, således vi til sidst kunne fange græsstrået men en pincet og dermed få det ud af næsehulen. Walther blev efterfølgende behandlet med smertestillende og antibiotika og var dagen efter frisk igen.

Lille_Walter_graesfro

Hundes største fornøjelse, når de går ture, er at snuse. En hund kan derfor godt få sniffet et lille græsstrå eller andet op i næsen, der efterfølgende kan sætte sig fast. Symptomerne kan variere. I Walthers tilfælde kom de meget akut med grynten og utilpashed. Hunde og katte kan dog have strå i næsehulen gennem længere tid og bare indimellem udvise ubehag. Får man en hund ind i konsultationen, er det nærliggende at symptomer som grynten og nysen skyldes en luftvejsinfektion. Man skal dog som dyrlæge altid have i baghovedet, at det kan dreje sig om et fremmedlegeme.

Det er dog en lidt større procedure at stille diagnosen, da det kræver hunden bedøves, og der gøres brug af kikkertudstyr til inspektion af næse og svælg. Hvis man finder et græsstrå eller lignende på denne måde, er behandlingen dog taknemmelig, og dyret hurtigt får det hurtigt rigtig godt efter indgrebet.