Rigtig mange kæledyr lider af allergi.

Hvad er allergi?

Allergi betyder, at kroppens immunsystem reagerer overfor stoffer (allergener), der almindeligvis er harmløse.

Man skal have været udsat for et allergen et vist antal gange, før der kommer tegn på sygdom. Mange kæledyr er allergiske overfor ting, de indånder gennem luften (atopi). Det er typisk græs, pollen og husstøvmider.

Man kan også have en reaktion på noget, der findes i dyrets mad. Det er oftest proteinkilderne, dyrene kan have en reaktion overfor.

Ofte skyldes allergi en kombination af begge dele.

Hvad er symptomer på allergi?

Symptomerne på allergi kan optræde i mange forklædninger: Kløe, poteslikkeri, tilbagevendende problemer med ørerne og gentagne infektioner i huden.

Du kan få taget en blodprøve på dit kæledyr, hvor man undersøger, hvad dyret ikke kan tåle.

Nogle gange skal der en “priktest” (interdermal test) til, hvor man sprøjter små mængder af allergener under huden på dyret og vurderer, om der er en reaktion.

Din dyrlæge vil vejlede dig om, hvilken vej I skal gå med hensyn til diagnostik.

Man kan ikke teste for fødevareallergi i en blodprøve.

Skal man finde ud af, om foderet har betydning, skal der laves en “fodertrial”. Man skal skifte foderet, så det indeholder en protein kilde, som dyret ikke har fået før.

Det er ofte 2-3 proteinkilder, dyret reagerer på. Kylling er ofte en “trigger”, da rigtigt meget kommercielt foder er baseret på dette protein.

Der kan gå op til 2 måneder, før man kan vurdere, om foderskift har en effekt.

Hvordan behandler man allergi?

Allergi kan ikke bare kureres. Man kan dog gøre meget for at lindre.

Det er ofte nødvendigt at give receptpligtig medicin  til et dyr med allergi. Medicin er symptombehandling. Det kan lindre her nu, men tager selvfølgelig ikke fat om nældens rod.

Der findes mange forskellige former for allergimedicin, så det er ingen “dødsdom” at have et dyr med allergi. Tal med din dyrlæge om mulighederne.

Det er findes desværre IKKE en ”quick-fix løsning”.

Du kan få dit kæledyr vaccineret mod de ting, det ikke tåler (immunterapi / hyposensibilisering). Her fremstilles en “vaccine” designet ud fra de ting, dyret ikke tåler.

Vaccinen fås som injektion eller tabletteter, der skal lægges under tungen på dyret. I starten skal vaccinen gives med 2 ugers mellemrum. På sigt skal dyret have den en gang hver måned.

På den måde opbygger man langsomt dyrets tolerance overfor allergener, hvilket på sigt gør, at den ikke er så plaget af allergi.

Sæt ind på flere fronter!

Der er dog mange ting, du selv kan gøre for at styrke dit kæledyr. Vi skal tænke i helheder: Jo bedre immunforsvar og hud, jo stærkere står man i kampen mod allergi.

Styrkelse af kroppen kan både komme indefra og udefra.

Jo stærkere hud, jo mere modstandsdygtig er man overfor ydre påvirkninger.

Du kan med fordel give dyrene et kosttilskud med essentielle fedtsyrer. Over 80  % af alle dyr med allergi har  behov for at at få ekstra tilførsel af essentielle fedtsyrer. Man kan få foder, hvor fedtsyrerne er tilsat, men det fås også som supplement til foderet

Man kan vaske hunden i en specialshampoo efter behov, der styrker hud-barrieren.

Har du et kæledyr, der ikke kan tåle f.eks. husstøv og pollen? Tag et fugtigt håndklæde og tør det over dyret – både på kroppen, hovedet, ben og poter. På den måde fjerner du støv og pollen fra pelsen, der kan genere.

Husk at gøre hjemmet godt rent.

Hundekurve, tæpper m.v. samler rigtig meget støv, og de skal hyppigt vaskes. Vask af de ting, som dyret er i tæt kontakt med, foregår optimalt en gang om ugen ved 60 grader. Du kan med fordel lægge et nemt vaskbart tæppe i hundekurven.

Skift sengetøjet hyppigt og luft godt ud – måske sover hunden i sengen, så skal der bare tages lidt ekstra fat.

Tænk også over om hunden ofte sidder i bilen? Biler samler rigtig meget støv og skal også gøres rene – alternativt placeres et tæppe, der er let at vaske, der hvor hunden sidder (naturligvis i sikkerhedssele)!

En damprenser er et fantastisk redskab, hvis der er dyr i huset til daglig rengøring af hjemmet og bilen!

Allergi er en kompleks størrelse. Hvis vi tænker hele vejen rundt, er der dog rigtig meget, vi kan gøre for at hjælpe vores dyr til et bedre liv. I samarbejde med dyrlæger og hundetrænere – men i høj grad også bare ved at bruge vores sunde fornuft!