Hunden_alene_hjemme2

Alene hjemme problemer hos hunde skyldes oftest angst og manglende træning i at blive efterladt hjemme.

Hunden er et flokdyr, så det er vigtigt, at hunden stille og roligt lærer at blive ladt alene tilbage i hjemmet.

Allerede fra hvalp skal man begynde at lære hunden at være alene i kort tid ad gangen: Hunden skal kunne være alene hjemme i huset, og på den ene side af en lukket dør eller bag et børnegitter. Hunden skal også kunne sove alene om natten. Alle disse situationer skal være en del af træningsprogrammet.

 

Alene hjemme problemer kan forebygges!

  • Lær hunden at sove alene. Lær den at være tryg i sit eget selskab bag en lukket dør eller bag et børnegitter – også når ejer er hjemme.
  • Hunden skal stimuleres, så den bruger hovedet og bliver træt allerede inden, den skal være alene. Lav søgeøvelser med hunden, hvor den skal arbejde for at få sit foder i stedet for at få maden i en skål. Smid foderet ud over græsplænen eller på køkkengulvet og lad hunden finde frem til fodret. Gem nogle godbidder under en kop eller brug en ”aktivitetsbold”, hvor hunden selv skal finde ud af at få foderet frigivet.
  • Væn hunden gradvist til at være alene hjemme i længere og længere tid.

 

Kurvetræning – Hundens ”plads” i hjemmet!

Sørg for hunden forbinder sin kurv med gode oplevelser:

  • Ros hunden for at ligge i sin kurv.
  • Giv gerne hunden noget godt at gumle på, som den kan være beskæftiget med i lidt længere tid, når den ligger i kurven.
  • Når man begynder at efterlade hunden i først kortere og senere længere tidsrum, er det en god ide at lade den distrahere ved at få noget at gnave på med i kurven.
  • Kurvetræning kan kombineres med træning af ”adskillelse” fra ejeren ved, at man gradvist vænner hunden til at være alene i kurven eller bag en lukket dør. Øg langsomt det tidsrum, som hunden skal være alene – eller skal være adskilt fra ejer.

På sigt er målet, at hunden opfatter kurven som et trygt sted. Hunden vil i så fald søge mod kurven, når den skal være alene og vil som regel falde i søvn efter lidt tid.

 

Rutiner inden ejer tager hjemmefra!

Hunden_alene_hjemmeHvis hunden har problemer med at være alene hjemme, har den allerede forbundet sin ejers aktiviteter, inden man tager hjemmefra, med at skulle blive efterladt.

Dette kan betyde, at hunden bliver utryg og stresset, så snart dens ejer gør tegn til at forlade hjemmet.

Derfor er det en god idé at:

  • Indføre rolige rutiner, inden hunden skal være alene hjemme.
  • Gå en rolig tur, før hunden efterlades alene.
  • Udføre søgeøvelser eller let træning, der kan hjælpe hunden til at falde til ro.
  • Undgå leg eller andre aktiviteter, der kan øge hundens stressniveau.
  • Undgå direkte kontakt til hunden de sidste 30 minutter, inden hunden skal være alene hjemme.

 

Udfordringer i relation til at være alene hjemme!

Skæld aldrig ud på hunden, hvis den har ødelagt noget eller har besørget, mens den har været alene hjemme. Vis ikke hunden dens afføring eller det, den har ødelagt.

Hvis hunden har svært ved at være alene, kan man støtte den ved, at I i hverdagen overtager initiativet til kontakt. Hvis hunden tigger om kontakt, skal det ignoreres. Giv i stedet hunden kontakt, når den udviser ønsket adfærd.

Sørg for at hunden ikke kan følge ejeren overalt i huset. Husk at lukke døre indimellem, samt at ”parkere” hunden i kurven.