Udbrud af hundesyge!

Der er blevet diagnosticeret hundesyge hos nogle ræve i Jylland.

Hundesyge er en virussygdom, der kan smitte både hunde, ræve, mink og ulve.

Sygdommen smitter via spyt, sekret fra øjne og næse samt afføring og urin. Er et dyr smittet, kan det i 2-3 måneder udskille virus, der kan viderebringe sygdommen til andre dyr.

Hvad er symptomerne?

Hundesyge viser sig til start med forkølelseslignende symptomer. Typisk ses flåd fra næse og øjne og feber. Herefter ses opkast, manglende ædelyst, diarre og hoste.

I det senere stadie kan der udvikles fortykkelse af den forhornede hud på trædepuder og snuden. Virus angriber nervesystemet senere i forløbet.

Alle hunden kan smittes, men ses hyppigst hos yngre dyr.

Diagnosen stilles ved at sammenholde hundens symptomer med en blodprøve, hvor man måler hundens antistofniveau. Det er ikke en simpel diagnose at stille, da prøverne ofte skal gentages, da udvikling i antistofniveau er afgørende.

Kan hundesyge behandles?

Man kan kun lindre symptomerne.  Der findes ingen effektiv behandling mod selve virus. Dyrlægen vil give væske og eventuelle følgesygdomme kan behandles.

Sygdommen har en høj dødelighed, også selvom dyrene kommer i behandling.

Kan hundesyge forebygges?

Hos Artemis og hos de fleste dyrlæger er det almindeligt at vaccinere hunde mod hundesyge.

Vaccinen gives som hvalpevaccinen. Den gentages et år efter, herefter gives vaccinen hvert tredje år.

Er hunden vaccineret, er risikoen for at blive smittet og syg meget lille.

Skal jeg være i panik?

Der er ingen grund til at lade sig skræmme væk fra den daglig gåtur i skoven i København og Nordsjælland. Langt de fleste hunde er vaccineret og vi har ikke udbrudt af sygdommen blandt skovens vildt.

Vi må aldrig lade frygt sætte dagsordenen.

Vi skal bruge vores sunde fornuft og de videnskabelige facts og derfra agere.

Udbrud af hundesygen er dog en vigtig reminder på, at det er vigtigt at lade sin hund vaccinere.