Ny test til påvisning af den franske hjerteorm

Fransk-hjerteorm

Vi bor i et område, hvor den Franske Hjerteorm (angiostrongylus vasorum) er meget udbredt. Det siges, at ormen startede i Bernstorffsparken i ca. 1994 (Gentofte), men om dette er rigtigt ved ingen. Ormen blev første gang opdaget i Frankrig deraf navnet. Mange områder i landet er i dag plaget af den Franske Hjerteorm.

Hunde smittes ved, at de æder en snegl, der har indtaget en larve fra den Franske Hjerteorm. Alle former for snegle kan være smittebærere.

Symptomerne på den franske hjerteorm er meget forskellige. Nogle hunde har ormene subklinisk, hvilket betyder, at de ingen symptomer har på sygdommen. Uden at påvise den Franske hjerteorm vil disse subkliniske hunde på et tidspunkt få nogle af de nedenstående nævnte symptomer.:

Hoste, åndenød, træthed, manglende energi, samt opkastninger i forbindelse med hosten Ganske karakteristisk kan man hos hunde ramt af den Franske Hjerteorm se en øget blødningstendens. Der kan komme uforklarlige blå mærker, som hvis man ikke vidste bedre kunne tro, at ejeren havde slået hunden. Man kan også se at det hvide i hundens øjne (sclera) har en unormal rødme.


Tidligere har klienterne kun haft en mulighed for påvisning af den farlige orm:

At aflevere 3 afføringsprøver taget over 3 dage og indlevere dem på dyreklinikken til undersøgelse. Svaret om der er fundet larver kommer et døgn efter klienten har afleveret hundens efterladenskaber. Testen kaldes en Baermann test. Grunden til at man skal tage afføringsprøver over 3 dage, er fordi denne orm er en såkaldt pulsitativ orm. Det vil sige, det er ikke i enhver afførring, at der kommer larver. Derfor har vi altid som dyrlæger stillet os det spørgsmål: Er 3 afføringsprøver nok, skulle man i virkeligheden ikke aflevere 5-7?

Dette ville jo gøre det hele meget mere besværligt.

Nu er der kommet en ny og hurtig test, en såkaldt snap-test( Angio Detect Test), som kan afsløre på 15 minutter om hunden er smittet med denne farlige orm Angyostrongylos Vasorum, den Franske Hjerteorm.

Baggrunden for udviklingen af testen er, at man har fundet antigenet fra voksne Franske Hjerteorm. Hvis dette antigen påvises i hundeblod er hunden smittet med den Franske Hjerteorm.

DVS. at hundeejerne ved hjælp af en simpel blodprøve kan få svar i løbet af 15 min, om hunden er smittet af den Franske Hjerteorm.

Ønsker man at få undersøgt andre ormetyper skal der stadig afleveres 3 prøver taget over 3 dage.

Da ormene er i vort område, bør vi alle sørge for at samle ekskrementerne op fra vores hunde. Sneglene indtager ormenes larver ved at kravle op på hunde eller ræve ekskrementer.

Vi skal alle prøve at holde sygdommen nede.

 

Af Fagdyrlæge Kristine Elbæk