Jeg snakkede endelig med Fru Green. Hun tog ikke telefonen de første 3 gange, jeg ringede i dagene efter, vi sagde farvel til Mille. Hun troede, det var kommunen, der ringede.

Der gik et øjeblik, før hun fandt ud af, hvem jeg var. Hun sagde, hun ikke plejede at tage telefonen. Man vidste jo aldrig, hvem der ringede. Jeg måtte medgive, jeg almindeligvis selv brugte samme strategi, så det skulle hun ikke være ked af.

Hun fortalte, hun var trist og slet ikke havde haft lyst til noget som helst, efter Mille sov ind. Nu var der jo ikke grund til at åbne terrassedøren mere. Ingen lille snude, der vækkede hende om morgenen. Ingen lille skygge, der fulgte hende, men bare et tomt spejl retur.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun ville egentlig gerne have besøg men i disse dage, følte hun ikke overskud til gæster. Det var bedre med telefonen. Vi aftalte, jeg skulle ringe igen om 14 dage. Jeg sagde til hende, jeg ikke have opgivet at få lov at komme på besøg…
Udfordringen er stor, men ikke umulig. De mennesker, der har brug for besøget, er de, der ikke har overskud til at få gæster.

Ingen har lyst til at få udstillet ensomheden.
Hvordan laves vinklen, så det ikke føles som et overgreb? Så Fru Green oprigtigt føler, vi er der, fordi sorgen er universel for os, der elsker vores dyr? Både dem vi har og dem, vi mistede?

Der skal laves en indsats for at fortælle om projektet. Så man gennem hundens liv ved, vi er der, så når afskedens time kommer, vil det være en selvfølge med et lille besøg efterfølgende. Så vi alle fortæller historien, der ikke bare skal være en historie men vores virkelighed.

Mennesker i sorg over deres kæledyrs sygdom eller bortgang kan være meget urimelige, da afmagt ikke er rationelt. Det er lettest at trække sig tilbage eller blive gal.

Sætningen “elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det, da der er der mest brug for det” slutter dagens skriv, men fortsættelsen følger…

Giv snuden en ekstra krammer i dag.